Hals Sparekasse blev grundlagt den 20. marts 1870 og var en selvstændig lokal sparekasse i godt 145 år frem til fusionen med Sparekassen Vendsyssel den 1. januar 2015.
Sparekassen havde gennem mange år opbygget en solid egenkapital, og i forbindelse med fusionen blev Hals Sparekasse omdannet til en ikke-erhvervsdrivende fond under navnet Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals.
Fonden blev etableret med en egenkapital på 68.991.000 kroner, hvoraf de 36.000.000 kroner blev placeret i garantkapital i Sparekassen Vendsyssel. Det resterende beløb blev efterfølgende investeret i investeringsforeninger.
Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank fusionerede i 2021, og fonden skiftede i denne forbindelse navn til Sparekassen Danmark Fonden Hals.
Fondens formål er at yde støtte til almennyttige eller velgørende formål inden for den tidligere Hals Sparekasses virkeområde.